George Roger Waters blev født 6. september 1943 i
Cambridge England. Waters har en bror
Så kan jeg med langt større sikkerhed fortælle at hans far, Eric Fletcher Waters, døde
i 2.Verdenskrig "one miserable morning in black '44"
Hans mor Mary Duncan Waters
døde i en alder af 96 i 2009.
Roger Waters gik på samme skole i Cambridge som Syd Barrett, bare 2 klasser over
ham. Senere kom Waters til Londons polytekniske skole hvor han blandt
andet mødte Nick Mason og Rick Wright.
Syd Barrett og Waters var barndomsvenner og derigennem
blev så grundstenen til superbandet Pink Floyd lagt.
Meget tidligt i Floyds karriere gik Waters
sammen med en fyr der hed Ron Geesin og lavede musik til en film der hed
the Body. Jeg har aldrig set denne film, og ønsker det heller ikke, men
jeg forstår at den handler om den menneskelige anatomi. Det lyder i hvert
fald sådan på pladen. Jeg købte pladen i 1987, og jeg hørte det meste af
den. Siden har den stået og samlet støv, for det er da det værste LORT jeg
længe har hørt.
Det betragtes som en solo-plade fra Waters, så den skulle nævnes. Det er
så gjort - lad os straks komme videre.
Det var, som alle ved, Syd Barrettt der var den ledende kraft i starten af Floyds
karriere. Da Barrett i '68 blev lempet ud af gruppen, startede det med at alle
komponerede musikken.
Det havde ændret sig markant, da Pink Floyd i 1973 slog
igennem med megahittet
Dark Side of the Moon. Det var Waters der kom med størstedelen af materialet,
der blev til denne plade. Hvad Waters desværre har en tendens til at glemme, er at
det aldrig var blevet det samme hit uden resten af bandet. Bedste eksempel på det
er nok The Great Gig in the Sky, som Wright jo stod bag.
Det gik ikke
værre eller bedre end at Waters begyndte at skrive en større del af musikken og
teksterne. Så meget at han til sidst skrev The Wall. På dette tidspunkt tror jeg
nu kun at han betragtede de andre medlemmer som hyrede musikere. Den eneste der
rigtigt turde blande sig i dette projekt, var Gilmour.
Jeg tror nok at Waters
succes var steget ham til hovedet. Det kan JEG sagtens leve med. Jeg synes at denne
mand er genial. Han er i mine øjne den bedste komponist i nyere tid. Det faldt
desværre lidt sværere for de andre medlemmer i Floyd, og deres veje skiltes. Ærgerligt
på en måde; tænk hvad de kunne have bedrevet sammen. På den anden side fik verden
nu to bands : Pink Floyd og Roger Waters.
Det første rigtige soloalbum fra Waters.
Her er et pladecover, som ville
give UG-kryds-slange og bolle på en hver kunsthøjskole. Skrifttypen sladrer om hvem
der står bag: Gerald Scarfe, det sande geni der har arbejdet med både Pink Floyd
og Waters i mange år.
Skrifttypen, det der med at skrive med blød pensel, er
stjålet direkte fra The Wall, og jeg kunne forestille mig at det er gjort i et
forsøg på at ride videre på succesbølgen fra netop "The Wall".
Hvis du
husker sidst i filmen, sidder Pink på det der toilet, og reciterer bl.a. brudstykker
fra.... The Pros and Cons of Hitch Hiking. (" I put out my hand just to touch
your soft hair. To make sure in the darkness, that you where still there......")
Musikalsk er denne plade i mine øjne et seriøst hit. Musikere som Eric Clapton, David
Sanborn og Michael Kamen er med på den. På bagsiden er der en rolleliste over de
stemmer man hører på pladen. Det hele foregår i en drøm / et mareridt der starter
kl.04:30 og slutter kl.06:39 på en kaffebar.
Det mest fantastiske ved denne plade
er at den ikke handler om krig. Det har det ellers gjort i både "the Final Cut",
"Radio KAOS" "Amused to Death", filmversionen af "The Wall", "When
the Wind Blows" og, nå ja, alt andet han har lavet. Men ikke denne plade !
Syret historie (Velsagtens Waters liv igen??) og bestemt syret musik. Lyt til Claptons
guitar på "4:41 AM Sexual Revolution" !!
Eller de mange "Lyd-baggrundsbilleder"
der rykker for vildt. En nydelse af en plade og indbegrebet af Waters.
Endnu mere musik fra Waters. Denne gang filmmusik til
en tegnefilm der omhandler det alle frygter : 3.verdenskrig - en atomvåben
krig.
Det er en lille overdrivelse at kalde det en solo-plade igen, da han kun
har lavet halvdelen af pladen. Det nummer der blev mest kendt dengang var
titelnumret, der var med David Bowie.
Men Waters er det; og dét lige i sit es : En antikrigsfilm!!! Interessant
plade - også den del af pladen der ikke er Waters. Som sine uundgåelige
"lydkulisser" har Waters selvfølgelig denne gang filmens lydspor.
Selvom denne plade ikke helt når de samme højder som "KAOS" og
"Pros 'n Cons" når den bestemt højt. Kender du den ikke - så lær
den at kende.
"Hey Joe where you goin' with that dogma in your head. You can prove your point, but your kids will still be dead."
Radio KAOS
1987
Hvis du ikke lige ved det, så står der i morsekode
"Roger,Waters,Radio,Kaos" og så nogle af sangtitlerne.
Retssagen mod de andre medlemmer i Pink Floyd kunne Waters ikke vinde og
han måtte gå videre uden navnet Pink Floyd - velvidende at bandnavnet i sig selv
ville sælge mindst 4 gange så mange plader som navnet Waters.
Det stoppede heldigvis ikke Waters og han kommer med endnu en plade.
Der er igen en rolle-liste med "skuespillerne", men ellers er der ikke
mange ligheder med forgængeren. Som navnet antyder udspiller
historien sig i æteren på radio K.A.O.S i Los Angels. Selve historien er
trykt i coveret. Har du nogensinde set filmen "Wargames" ? Det er den
samme historie.
Når jeg skal prøve at lokke nogen til at lytte til Waters' musik er det
altid denne plade jeg anbefaler. Den er ikke så syret som "Pros 'n Cons"
og faktisk ret behagelig at lytte til. Selv min mor sagde en dag at "den var
da rarere at lytte til end alt det andet jeg hørte" !!
Jeg er selv helt vild med denne plade. Med det rigtige stereoanlæg er det
sådan en plade der bare skal nydes i fulde drag. Det absolut bedste ved
denne plade er og bliver måden det ene nummer går over i det næste. Det har
Pink Floyd længe mestret, men dette er toppen af kransekagen! Bedste
eksempel på hvad jeg mener er måden "The Powers That Be" starter : "This is
some live rock 'n roll at KAOS where rock and roll comes out of chaos and a song called..."
Ja, så starter nummeret ellers for fuld udblæsning.
Det sidste nummer på pladen hedder "The Tide is Turning (After Live Aid)"
Når man ser det der i parentes, kan det ikke overraske at det var det
nummer han brugte til at afslutte sin "The Wall - Live in Berlin"
med. I bedste "We are the World"-stil stod alle disse store navne og sang
med Waters for hans ønske om verdensfred.
Når vi nu taler om "The Wall Live in Berlin"
1990 var året mange havde ventet spændt på : Endnu en liveopførsel af
"The Wall". Det skulle så blive i Berlin, da der jo netop var faldet en
"wall" ned dér.
Det kunne med lethed være blevet årtusindets koncert.
300.000 tilskuere og sendt live over det meste af
verden med en stribe store navne og en scene der overgik alt man havde set
hidtil. Jeg skrev "..kunne være blevet.." for det var et flop.
Teknikken svigtede, de store stjerner kunne ikke deres tekster og en enkelt
vil knapt nok blive på scenen.
Som publikumer kunne man kan intet se bag 200.000 andre tilskuer og lyden
er meget forsinket på de store afstande. Det var varmt som ind i helvede
og man kunne intet få at drikke (Stedet var ikke gearet til så mange
tilskuere) Når helikopteren kom i starten af "The Happiest Days of our Lives"
blev man indhyllet i støv osv osv.
....og mest af alt : Waters sang selv størstedelen af showet. Og
hans stemme er ikke just hvad den har været!
Jeg kunne nok sidde her og kritisere den koncert længe, men lad os i stedet
konstatere at dette er endnu en af Waters pladeudgivelser. Ærligt talt ville
jeg nok have ærgret mig gul og blå, hvis ikke jeg havde været der. Og jo,
jeg lytter da til den i ny og næ; for det er "The Wall" og der er da også
lidt nostalgi i at genhøre numrene.
Nyt fra Waters. Ikke bare filmmusik, eller liveoptagelser af gammel musik, men et superalbum fra supermanden. Her skilles fårene virkelig fra bukkene. Enten er man Waters-fan ellers også kan man ikke klare det her album.
Det er virkelig essensen af Waters, den her plade. Gennemført i sidste
detalje både hvad angår musikken, lydkulisserne og teksterne. Jeg har en
gang hørt én kalde det "snitte-pulsåre-musik" men det må betragtes som en
særdeles ignorant udtalelse! Nok omhandler den dommedagen, men den gør
det med en sådan ironi, at man ikke kan undgå at fange beskeden fra
Waters : Vi underholder os selv ihjel
Pladen er optaget i noget der kaldes Q-sound og det virker!. Lydkulisserne
gør det til en oplevelse at lytte til denne plade - de gør pladen levende.
Ærligt indrømmet er dette ikke min favoritplade, men det er kun fordi den er
så tung. Det er ikke en plade man "bare lige sætter på" - den kræver
at man lytter til den. Når man så tager sig tiden og hører pladen, fra ende
til anden, så får man også fuld valuta for pengene.
Nu nævnte jeg at Eric Clapton spillede på "the Pros 'n Cons", så er det vel
på sin plads at nævne at Jeff Beck spiller på de fleste numre her. Ikke at
jeg er en stor fan af Beck, men i mangel af en Gilmour, er det godt at
Waters er i stand til at få så berømte guitarister til at spille.
In the Flesh - 2000
Så blev det igen tid til et livealbum med tilhørende DVD film.
"Waters lige i flæsket" eller som den engelske titel lyder :
"Roger Waters in the Flesh".
Der er 24 numre på denne dobbelt-cd. Et nummer er nyt : "Each small Candle".
5 numre er hans solo-numre. De sidste 66% er så gamle Pink Floyd-numre. Personligt
tror jeg at Waters stadig har svært ved at acceptere at "Floyd" sælger så meget
mere end navnet "Waters" gør og han prøver stadig at lære folk at "han er Pink
Floyd".
Det er under alle omstændigheder rart at høre mesteren selv fremføre Floyds
gamle numre. Ikke at han gør det ligeså godt som de tre andre, men han gør det
godt. Selvfølgelig har Floyd lavet flere topsælgende numre end Waters selv,
men jeg tror nu godt at han kunne have haft 66% Waters og 33% Floyd og stadig
holde publikum tryllebundet.
Jeg kom desværre ikke med til den koncert Waters holdt her i København
d.2. juni 2002. Hvad jeg har læst på nettet, var det ellers lige en
koncert for ægte Waters-fans.
Waters skriver en lang smørre inde i coveret, om at han synes at der er
mere rigtigt at spille små steder, i stedet for store fodboldstadion. Ja
det lyder flot Waters, men sandheden er at under hans KAOS-tour, var der i
Cincinatti 1.800 publikummer i en sal med plads til 10.000 !!!
Alligevel en interessant plade MEN hold da kæft et kedeligt og dystert
cover ! Der kunne han godt have fået lidt hjælp af Gerald Scarfe eller
Storm Thogerson.
En ny plade er kommet på gaden 2002. Dog er der ikke så
meget nyt ved den da det er en "Best of.." plade. Irriterende kommercielt
og ikke hvad man forventer af en mand som Waters.
Selvom man har alle
hans solo-plader, bliver man også nødt til at købe den her, da den indeholder
tre nye numre..
Der er blandt andet en Waters udgave af Dylans "Knocking on Heavens Door".
( Det næste bliver vel en coverversion af Yesterday ?)
Så er der et
helt nyt nummer : "Lost Boys Calling" som vist nok er fra en film der
hedder "The Legend of 1900".
Til sidst er der titel-nummeret "Flickering
Flame".
Pladen hedder, som bekendt "Flickering Flame" men som
undertitel hedder den "The Solo Years Volume I". Hvordan dét skal tolkes
må tiden vise. Har Waters tænkt sig at koge en "Volume II" op på de samme
4-5 soloplader eller regner han med at nå at udgive 4-5 soloplader mere ?
Lad os da håbe på det sidste !
Ça Ira.
Ja det er fransk. Lidt svært at oversætte. Lad os skippe franskundervisningen
og gå til sagen:
Ça Ira er en opera omhandlende den franske revolution! Tag den!
Hvad
har Waters med opera at gøre ? Og hvorfor den franske revolution ? Tja, jeg
ved det ikke, men ikke desto mindre er det et projekt Waters har arbejdet på
siden helt tilbage i 1996.
Jeg kan ikke fortæle en masse om dette projekt, af den simple grund at jeg
dog for langt ude for mig at begynde med opera. Jeg kan dog berolige med at
Waters hverken skal synge eller spille i denne opera. Han komponerer tekt og en
stor del af musikken. Sikkert meget interessant for Waters at prøve et sådant
projekt,men hvad med os Floyd-fans ?
Pladen er for længest udgivet (Jeg har "glemt" at købe den..) og så blev et brudstykke af denne opera sendt live fra Malta i de føste spæde minutter af den 1. maj 2004 i forbindelse med optagelsen af en hel stribe nye lande i EU.
Leaving Beirut
og
To Kill the Child
Man kunne høre dem gratis ved at klikke sig ind på Waters' officielle hjemmeside,
men det er ikke længere muligt
Numrene blev streamet, og efter forlydender i en lidt halvringe lydkvalitet.
Det sidste er fordi man kan købe numrene andre steder på nettet til download i
ordentlig kvalitet. Der er kun udgivet en japansk CD med numrene.
Læg mærke til teksten på muren, på billedet ved siden af.
Det skal måske her
lige bemærkes at Waters er ved at opsætte The Wall på BROADWAY !! som en musical.
Så derfor er der lige lagt en reklame ind her på det billede.....
Jeg
er umiddelbart rystet. Opera og musical...hvor kommerciel kan han blive ?
Waters er tilbage
Dark Side of the Moon
Waters startede i 2006 på en Europa turnee hvor han spillede hele "Dark
Side of the Moon" i en lettere opdateret udgave
Han kom blandt andet til
Roskilde festivallen. Hvilket var en kæmpe success.
Han spillede adskillige steder i Europa i løbet af sommeren 2006 og fortsatte
derefter til Nord og Sydamerika, østen, Australien for at vende tilbage til
Europa i 2007. Til hans koncert i Paris og london var bl.a. Nick Mason med.
Han havde oprindeligt også inviteret Wright, men "han kunne ikke den dag"
Faktisk kom han tilbage til Danmark under sin 2007 tur og spillede
i Augustenborg. Atter en megasuccess blandt publikummerne.
En success
han så agter at gentage her i 2008, hvor han kommer til Odense 15. maj og
giver samme koncert igen!
