Roger Waters

Så kan jeg med langt større sikkerhed fortælle at hans far, Eric Fletcher Waters, døde i 2.Verdenskrig "one miserable morning in black '44". Det lærer man i The Wall og på bagsiden af The Final Cut.
Hans mor Mary Duncan Waters døde i en alder af 96 i 2009.
Efter at have set filmen "The Wall Live" i 2015, ved vi nu også, at Rogers farfar hed George Henry Waters, og at han døde i 1.verdenskrig 1916, dengang Rogers far Eric kun var en dreng.

Altså voksede Waters op hos sin mor og bror. Ikke at filmen "The Wall" er en selvbiografi, men der er mange ting i filmen fra Waters liv. Blandt andet ser man en stribe atomkraftmodstandere, og i virklighedens verden kom Waters som 15 årig med i CND (Campaign for Nuclear Disarmament) i Cambridge.

Roger Waters gik på samme skole i Cambridge som Syd Barrett, bare 2 klasser over ham. Som bekendt kom Gilmour fra Grantchester, som ligger lige udenfor Cambridge, og jeg ved at han og Barrett kendte hinanden som unge - om Waters også kendte Gilmour dengang er jeg ikke helt sikker på.
Senere kom Waters til Londons polytekniske skole hvor han blandt andet mødte Nick Mason og Rick Wright.
Syd Barrett og Waters var barndomsvenner og her har jeg så MEGET kort beskrevet, hvordan grundstenen til superbandet Pink Floyd blev lagt.

Det var, som alle ved, Syd Barrettt der var den ledende kraft i starten af Floyds karriere - ham der lagde stilen og skrev langt størstedelen af numrene. Da Barrett så i 1968 blev lempet ud af gruppen, måtte de tre andre til at skrive noget mere - dog stadig med Barrett som det store forbillede. For det var jo Barrett og hans stil publikum forbandt med navnet Pink Floyd.
Senere skulle det så vise sig at Waters langsomt overtog rolen, som hovedkomponisten i bandet.

Meget tidligt i Floyds karriere gik Waters sammen med en fyr der hed Ron Geesin og lavede musik til en film der hed the Body. Jeg har aldrig set denne film, og ønsker det heller ikke, men i 2013 er den faktisk kommet på dvd. Jeg forstår at den handler om den menneskelige anatomi. Det lyder i hvert fald sådan på pladen. Jeg købte pladen i 1987 på vinyl, og jeg hørte det meste af den. Siden har den stået og samlet støv, for det er jo et lydspor til en film og ikke ment til at sidde og høre fra ende til anden.
Det betragtes som en solo-plade fra Waters, hvilket er en overdrivelse, da det jo var et samarbejde med Geesing,men på flere måder tror jeg at det har været et nyttigt projekt for Waters, at arbejde på denne måde uden resten af Pink Floyd.

Musikalsk set med monsterhittet Dark Side of the Moon fik Pink Floyd langt om længe den succes de havde drømt om. De havde før spillet på musiksteder, klubber og i haller, men nu fyldte de fodboldstadioner. Som du nok har hørt om før, gik det hverken værre eller bedre end at bandmedlemmerne begyndte at glide fra hinanden. Det lavede de så en plade om ( Wish You Were Here men det blev ikke meget bedre. Især Waters skilte sig ud fra gruppen. Fulgtes ikke med de andre, når de skule ud og optræde.
Det skulle vise sig at han også følte sig fremmedgjort fra den stadig voksende publikumsskare, som jo følger med succes.
Vi har vel alle hørt om den berygtede spyttescene.
Her sagt med Waters ord (Fundet på A Flickering Flame)

I gamle dage, før "Dark Side of the Moon", spillede Pink Floyd for et publikum der på grund af sin størrelse tillod en intim forbindelse der var magisk. Hvorom alt end er overtog succesen os og i 1977 spillede vi i fodbold stadioner. Magien blev mast under vægten af numre. Vi blev afhængige af popularitetens fælder. Jeg fandt mig selv mere og mere fremmedgjort i denne atmosfære af grådighed og egoisme, indtil en aften i "The Olympic Stadium", Montreal, hvor min bobel af frustrationer sprang. En eller anden flippet teenager fan kæmpede sig vej op ad storm nettet der adskilte os fra menneske-kvæg-indhegningen foran scenen, mens han skreg sin hengivenhed ud til "halvguderne" uden for hans rækkevidde. Opildnet af hans misforståelse og min egen ligegyldighed, spyttede jeg mine frustrationer ud i ansigtet på ham. Senere den aften tilbage på hotellet, chokeret over min opførsel, var jeg stillet over for et valg. At benægte min afhængighed og omfavne den behageligt følelsesløse men magiløse eksistens eller acceptere dybsindighedens byrde, gå den mindre befærdede vej og påbegynde den ofte smertefyldte rejse mod opdagelsen af hvem jeg var og hvor jeg passede ind. "The Wall" var det billede jeg tegnede for mig selv, for at hjælpe mig med at træffe det valg. Roger Waters 1995.

Altså skrev Waters The Wall. På dette tidspunkt tror jeg nu kun, at han betragtede de andre medlemmer som hyrede musikere. Den eneste der rigtigt turde blande sig i dette projekt, var Gilmour.
Jeg tror nok at Waters succes var steget ham til hovedet. Det er selvfølgelig min mening, og jeg kunne sagtens leve med det egotrip. Jeg synes at denne mand er genial. Han er i mine øjne den bedste komponist i nyere tid. Det faldt desværre lidt sværere for de andre medlemmer i Floyd arbejde sammen med Waters. Under "The Wall" projektet købte Waters som bekendt Wright ud af Pink Floyd.
Det blev kun mere tydeligt med "The Final Cut", som var det sidste album Waters lavede med Pink Floyd.
Ærgerligt at Waters smed sig selv ud af Pink Floyd,på en måde; tænk hvad de kunne have bedrevet sammen. På den anden side fik verden nu to bands : Pink Floyd og Roger Waters.

Dengang førThe Wall, altså da de var færdige med Animals, og skulle i gang med et nyt projekt, kom Waters med to demobånd, som han præsenterede for de andre tre Pink Floydere. Det siges at det især var Gilmour, der kunne se mest potientiale i det ene projekt, der så blev til The Wall - affødt af ovennævnte episode.

The Pos and Cons of Hitch Hiking
1984.

Nu stod Waters så på egne ben, og havde så det andet af de to demobånd. Det skulle blive til The Pros and Cons of Hitch Hicking.

Det første rigtige soloalbum fra Waters.
Og her er et pladecover, som ville give UG-kryds-slange og bolle på en hver kunsthøjskole. Skrifttypen sladrer om hvem der står bag: Gerald Scarfe, det sande geni der har arbejdet med både Pink Floyd og Waters i mange år.
Skrifttypen, det der med at skrive med blød pensel, er kopieret direkte fra The Wall, og jeg kunne forestille mig at det er gjort i et forsøg på at ridde videre på succesbølgen fra netop "The Wall".
Hvis du husker sidst i filmen, sidder Pink på det der toilet, og reciterer bl.a. brudstykker fra.... The Pros and Cons of Hitch Hiking. (" I put out my hand just to touch your soft hair. To make sure in the darkness, that you were still there......")

Musikalsk er denne plade i mine øjne et seriøst hit. Musikere som Eric Clapton, David Sanborn og Michael Kamen er med på den. På bagsiden er der en rolleliste over de stemmer man hører på pladen. Det hele foregår i en drøm / et mareridt der starter kl.04:30 og slutter kl.06:39 på en kaffebar.
Det mest fantastiske ved denne plade er, at den ikke handler om krig. Det har filmen "The Wall", "the Final Cut", "Radio KAOS" "Amused to Death", "When the Wind Blows" og, nå ja, alt andet han har lave sidenhen ellers gjort, men ikke denne plade !

Syret historie (Velsagtens Waters liv igen??) og bestemt syret musik. Lyt til Claptons guitar på "4:41 AM Sexual Revolution" !!
Eller de mange "Lyd-baggrundsbilleder" der rykker for vildt. En nydelse af en plade og indbegrebet af Waters. Alle de lyde er jo noget vi alle kender fra Pink Floyds musik. Er det så Waters der har lært det af Pink Floyd eller omvendt?

Jeg betragter det, som sagt, som en solid succes, men publikum vidste ikke helt hvem ham der Roger Waters var...

When the Wind Blows
Vi er nu nået til 1986

For mange virkede det som om Waters forsvandt fra musikverden efter "The Final Cut". Man så og hørte ikke meget til ham.
Det var bare ikke helt sandt. Waters var bare ikke det store navn, som Pink Floyd var. Han var dog stadig kendt nok, til at blive bedt om at lave filmmusik til en tegnefilm, der omhandler det alle frygter: 3.verdenskrig - en atomvåbenkrig.
Det er en lille overdrivelse at kalde det en solo-plade igen, da han kun står for ca. halvdelen af pladen.
Det nummer der blev mest kendt dengang var titelnumret, der var med David Bowie.
Men Waters er det; og dét lige i sit es : En antikrigsfilm!!! Interessant plade - også den del af pladen der ikke er Waters. Som sine uundgåelige "lydkulisser" har Waters selvfølgelig denne gang filmens lydspor.

"Hey Joe where you goin' with that dogma in your head. You can prove your point, but your kids will still be dead."

Desværre ikke en salgsmæssig succes, der på nogen måde kunne måle sig med det, Waters kendte fra Pink Floyd.
Og der er også en stikpille til sine tidligere kolleger - ja sådan læser jeg det i hvert fald.

He said "I see you, you thief!
This land is my land
And this sand is my sand
And this band is my band"

Radio KAOS
1987

Hvis du ikke lige ved det, så står der i morsekode
"Roger,Waters,Radio,Kaos" og så nogle af sangtitlerne.

Retssagen mod de andre medlemmer i Pink Floyd kunne Waters ikke vinde og han måtte gå videre i sit eget navn - velvidende at det gamle bandnavn i sig selv ville sælge mindst 10 gange så mange plader.
Det stoppede heldigvis ikke Waters, og han kom altså med endnu en plade.
Som navnet antyder udspiller historien sig i æteren på radio station. Nærmere bestemt Radio K.A.O.S i Los Angels.

Når jeg skal prøve at lokke nogen til at lytte til Waters' musik er det altid denne plade jeg anbefaler. Den er ikke så syret som "Pros 'n Cons" og faktisk ret behagelig at lytte til. Selv min mor sagde en dag at "den var da rarere at lytte til end alt det andet jeg hørte" !!
Jeg er selv helt vild med denne plade. Med det rigtige stereoanlæg er det sådan en plade der bare skal nydes i fulde drag. Det absolut bedste ved denne plade er og bliver måden det ene nummer går over i det næste. Det har Pink Floyd længe mestret, men Waters videreudvikler det!

Som fan af Waters vil jeg sige, at han på mange måder udvikler sig og kun til det bedre. Desværre betyder det med navnet ret meget. Som du nok har bemærket, er året 1987, og efter retsagen som de andre vandt, gik Gilmour og Co. nu videre og i navnet Pink Floyd udgiver de "A Momentary Lapse of Reason" og drager på turne.
Både Waters og Pink Floyd forsøger at lokke publikum til koncerter i USA på samme tid.
Waters blev den store taber her. Han kunne slet ikke sælge så mange billetter som sine gamle kolleger. De fik udsolgt hvor end de gik hen og han spillede for næsten tomme sale og måtte aflyse de store events.

Nå, lad os tage de positive briller på og se på pladen, eller måske det sidste nummer på pladen, der hedder "The Tide is Turning (After Live Aid)"
Når man ser det der i parentes, kan det ikke overraske at det var det nummer han brugte til at afslutte sin "The Wall - Live in Berlin" med. I bedste "We are the World"-stil stod alle disse store navne og sang med Waters for hans ønske om verdensfred.

Det fører os lige over i "The Wall Live in Berlin"

1990 blev året mange havde ventet spændt på : Endnu en liveopførsel af "The Wall". Det skulle så blive i Berlin, da Berlinmuren netop var faldet året før.
Der var måske ikke så mange der vidste hvem Waters var, men alle kendte "The Wall", og rettighederne til den havde han fået med sig ud af retsalen som sit værk. Gilmour fik nogle enkelte numre, men konceptet tilhørte Waters. Så nu skulle Waters opføre The Wall.

Det kunne med lethed være blevet årtusindets koncert.

Over 300.000 tilskuere og sendt live over det meste af verden med en stribe verdenskendte navne og en scene der overgik alt man havde set hidtil. Jeg skrev "..kunne være blevet.." for det var et flop.
Teknikken svigtede, de store stjerner kunne ikke deres tekster og en enkelt ville knapt nok blive på scenen.

Som publikumer kunne man kan intet se bag 200.000 andre tilskuer og lyden bliver meget forsinket på så store afstande. Det var varmt som ind i helvede og man kunne intet få at drikke (Stedet var ikke gearet til så mange tilskuere) Når helikopteren kom i starten af "The Happiest Days of our Lives", blev man indhyllet i støv osv osv.
....og mest af alt : Waters sang selv størstedelen af showet. Og hans stemme var bestemt ikke hvad den havde været!
Jeg kunne nok sidde her og kritisere den koncert længe, men lad os i stedet konstatere at Waters her fik stablet et verdenskendt projekt på benene. Waters eller Pink Floyd - alle vidste alle at der var en kæmpe koncert her. Og det var en kæmpekoncert livetransmiteret til store dele af verden.

Og for at fortsætte i fortællingen om Waters ulige kamp mod Pink Floyd, så kan jeg som ejer af denne hjemmeside fortælle, at jeg er blevet nødt til at lægge linket til "The Wall Live in Berlin" ind under Pink Floyds pladesamling, for jeg kunne se på søgehistoriken, at det folk søgte efter, var "Pink Floyd The Wall live in Berlin".
Stadig ved ingen hvem ham der Waters er.

Noget andet interessant i Waters livshistorie, og jeg er faktisk ikke helt klar over, hvornår præcis det er sket men som nævnt ovenfor, er Waters sangstemme gået helt i skoven. På The Pros'n'Cons, på When the Wind Blows og på K.A.O.S. er der ikke noget, men nu i 1990 er Waters sangstemme helt elendig.

Her er et eksempel på et sted hvor lydmanden får mixet forkert, og man desværre kan høre hvor galt det står til med Waters stemme. Klippet er fra et meget senere tidspunkt, men et eller andet er der sket i Waters liv. Et sted før koncerten i Berlin 1990.
Han lærer senere at bruge sin stemme bedre (Op til The Wall i 2010) men det bliver aldrig det samme.
Nu ville jeg gerne kunne fortælle dig hvad det er der er sket med hans stemme i det her tidsrum, men det er ikke lykkedes mig at kune læse om det nogen steder.

Amused to Death
1992

Så når vi videre til 1992 og endelig kom der nyt fra Waters.
Ikke bare filmmusik, eller liveoptagelser af gammel musik, men et superalbum fra supermanden. Her skiltes fårene virkelig fra bukkene. Enten er man Waters-fan eller også kan man ikke klare det her album.

Det er virkelig essensen af Waters, den her plade. Gennemført i sidste detalje både hvad angår musikken, lydkulisserne og teksterne. Og så er der beskeden fra Waters : Vi underholder os selv ihjel

Her kan man se hvad Waters har bygget op i alle årene. Først prøvede at han sammen med de andre i Pink Floyd, at stå på egne ben efter Barretts exit i sluttresserne. Endelig Bragede succeseen ned over ham og Pink Floyd med Dark Side of the Moon. Den følgende massive succes og popularitet resulterede i følelsesmæssig nedtur og dermed et brag af et mesterværk kaldet The Wall, med både kæmpe liveshow og en spillefilm. Så røg han ud af bandet og måtte kæmpe for sin plads på musikscenen. Det er dén Waters der nu udkommer med denne plade. En erfaren mand. Intet er overladt til tilfældighederne.

Men i Waters historie er dette også et vendepunkt - set i bakspejlet - for denne udgivelse bliver efterfulgt af en tørke i nye rockalbums på henved 25 år...

In the Flesh - 2000

Men dermed ikke sagt, at Waters er inaktiv. Han kan stadig lave et enkelt nyt nummer her og der, og så kan han stadig tage på turnee, og heldigvis udgive et livealbum med tilhørende DVD film.
"Waters lige i flæsket" eller som den engelske titel lyder : "Roger Waters in the Flesh".
Der er dog gået næsten 8 år siden sidste plade i 1992
Og hvad er det så Waters turnerer med af musik?

Der er 24 numre på denne dobbelt-cd. Et nummer er nyt : "Each small Candle". Kun 5 numre er hans solo-numre.
De sidste 66% er så gamle Pink Floyd-numre.

Meget tyder på at Waters stadig har svært ved at acceptere at "Floyd" sælger så meget mere end navnet "Waters" gør og han prøver stadig at lære folk at "han er Pink Floyd".

Selvfølgelig har Floyd lavet flere topsælgende numre end Waters selv, men jeg tror nu personligt godt, at han kunne have haft 66% Waters og 33% Floyd og stadig holde publikum tryllebundet.
Waters tog den her koncert forbi København d.2. juni 2002.
Waters skriver en lang smørre inde i coveret, om at han synes at der er mere rigtigt at spille små steder, i stedet for store fodboldstadion. Ja det lyder flot Waters, men som jeg var inde på tidligere, er sandheden den, at under hans KAOS-tour, var der i for eksempel Cincinatti 1.800 publikummer i en sal med plads til 10.000 !!! Var det ikke også dig der prøvede at spille for over 300.000 i Berlin?
Alligevel en interessant plade

Vi er nu kommet 10 år fra hvor den sidste nye Waters musik kom på gaden. En ny plade kommer på gaden 2002, men der er ikke så meget nyt ved den, da det er en "Best of.." plade.

Irriterende kommercielt og ikke hvad man forventer af en mand som Waters.
Selvom hans fans har alle hans solo-plader, bliver de også nødt til at købe den her, da den indeholder tre nye numre.
Der er blandt andet en Waters udgave af Dylans "Knocking on Heavens Door". ( Det næste bliver vel en coverversion af "Yesterday" ?)

Så er der et helt nyt nummer : "Lost Boys Calling" som er fra en film der hedder "The Legend of 1900". Det er desværre kun en demoversion af nummeret. Det endelige nummer er med Eddie van Halen på guitar og er et ganske godt nummer. Mere vigtigt er det at dette nummer viser at han ikke er faldet helt af på den. Det er faktisk et stærkt nummer, der ligger langt fra det vi ellers kender Waters for.

Til sidst er der titel-nummeret "Flickering Flame".
Pladen hedder, som bekendt "Flickering Flame" men som undertitel hedder den "The Solo Years Volume I". Hvad hans intentioner var dengang er lidt uklart. Havde Waters tænkt sig at koge en "Volume II" op på de samme 4-5 soloplader eller regnede (regner) han med at nå at udgive 4-5 soloplader mere?

Ça Ira.

Så skete det. Revolutionerende ny musik efter 10 år:
Ça Ira er en opera. En opera omhandlende den franske revolution! Tag den!
Hvad har Waters med opera at gøre ? Og hvorfor den franske revolution ? Tja, jeg ved det ikke, men ikke desto mindre er det et projekt Waters havde arbejdet på siden 1996. Efter sigende endda så langt tilbage som KAOS, som jo var fra 1987
Jeg kan ikke fortæle en masse om dette projekt, da jeg ikke har sat mig meget ind i musikken - opera er ikke lige mig. Jeg kan dog berolige med at Waters hverken synger eller spiller i denne opera. Han komponerede tekst og en stor del af musikken. Sikkert meget interessant for Waters, at prøve et sådant projekt,men næppe så interssant for os Floyd-fans. Så i mine og mange andre fans øjne, er der stadig intet nyt (Rock-) musik fra Waters.

Leaving Beirut
og
To Kill the Child

Man kunne høre disse to numre gratis, ved at klikke sig ind på Waters' officielle hjemmeside, dengang den udkom, og så er de siden kun kunnet downloades forskellige steder. Der er kun udgivet en japansk CD med numrene, som vist er svær at få fat på i dag.
Det er ny musik og ny musikstil fra Waters. Desværre blev det aldrig til andet end de her to antikrigsnumre. Han raslede lidt med sablen og talte om at lave et helt album, men det blev aldrig til noget.

Kig på coveret og læg mærke til teksten på muren, på billedet ved siden af.
Det skal måske her lige bemærkes at der dengang denne plade kom frem, også var tale om at Waters var ved at opsætte "The Wall" på Broadway!! som en musical.
Samtidig pønsede han tydeligvis på en ny turnee (Men det vidste vi jo ikke dengang). Så måske derfor er der lige lagt en reklame ind her på det billede.....

Men hvor er vi med forholdet mellem Waters og de tilbageværende medlemmer af Pink Floyd?
Hvad det angår, så bliver 2005 et stort år. Set med Pink Floyd øjne var det et historisk år. Det jeg hentyder til er, selvfølgelig Live 8, med genforeningen af de fire musikere fra Pink Floyds storhedstid.
Det vil altid stå som Bob Geldofs store bedrift, at han lykkedes med at sammenføre de fire og få dem på scenen sammen og spille nogle af de store numre for den ventende verden.
Sandheden er lidt mere kompleks end som så. Ikke at jeg skal forklejne Geldofs arbejde, men de to kamphaner havde selv indirekte nærmet sig hinanden. Deres omganskreds var nok for sammenfaldende. Så det her var nok også mest det sidste lille skub både Waters og Gilmour behøvede.
Waters udtalte i forbindelse med Live 8, at han var parat til at rulle om på ryggen på gulvet for at få det her show til at virke.

Verdens Pink Floyd fans håbede, at dette kun var begyndelsen til optøningen mellem Waters og Gilmour. Og personligt tror jeg nu også at de to havde for meget til fælles i deres unge Floyd dage, til bare at smide det hele væk. Det har jo ikke været rockmusik det hele.

I 2006 var Waters er tilbage med koncerter

Dark Side of the Moon

Livet går videre og vi nåede 2006. Stadig er den seneste plade Waters har udgivet Amused to Death fra 1992.
Selvfølgelig har han udgivet lidt smånumre hist og her, lidt opsamling og liveplader, men det store udspil savnes stadig. Han ligger dog ikke på den lade side. Den 2. Juni 2006 starter han på en verdensturnee med en koncert i Lisabon på "Rock in Rio Festivallen", hvor han spillede hele "Dark Side of the Moon" i en lettere opdateret udgave, og så blev der også lige spillet lidt andre af de gamle Pink Floyd numre, og stadig er hovedparten af numrene gamle Pink Floyd numre
Han kom senere blandt andet til Roskilde festivallen, hvilket var en kæmpe success.
Han spillede adskillige steder i Europa i løbet af sommeren 2006 og fortsatte derefter til Nord og Sydamerika, Østen og Australien for at vende tilbage til Europa i 2007 med næsten samme setliste.
Der er meget der tyder på, at Waters er ved at blive et mere kendt navn, for han kan blive ved med at sælge billetter til sine koncerter.

Til hans koncert i Paris og London var bl.a. Nick Mason med. Han havde oprindeligt også inviteret Richard Wright, men "han kunne ikke den dag" (Ja og så døde Wright som bekendt året efter...). Altså er han ikke fuldstændigt fremmed for sine gamle bandkammerater.

Turneen fortsætter og faktisk kom han tilbage til Danmark under sin 2007 tur og spillede i Augustenborg. Atter en megasuccess blandt publikummerne.
En success han så atter gentog året efter igen, da han kom til Odense 15. maj 2008 og gav samme koncert igen!

Fantastisk at manden lader verden nyde alle de gamle Pink Floyd klassikere. For det var næsten kun gamle Floyd numre han spillede. Der var vist lige Leaving Beirut, ellers mener jeg at det var rent Pink Floyd.
Og fantastisk at Waters kan sælge så mange billetter i sit eget navn.

I 2009 startede rygterne da The Wall havde 30 års jubilæum.

Hvad der i sin tid startede dette "rygte", var et interview med Roger Waters fra engelske Al Jazeera. Der kom nogle gamle nyheder og så især den store interessante nyhed om at Waters planlagde at tage på en turnee med The Wall

Denne The Wall tour skulle igen vise sig, at vare flere år, ligesom hans forrige turnee og atter kom han til Danmark mere end en gang. Han optrådte først i Parken og derefter i Herning i 2011. Så kom han i 2013 tilbage til Parken og lagde atter publikum ned.

Højdepunktet på denne turnee vil, set i bakspejlet, nok være 12.maj 2011, da Gilmour gjorde Waters den tjeneste, han skyldte ham, og kom ind i forestillingen og spillede... ja gæt hvilket nummer han spillede: Comfortably Numb.
Det var stort, at se ham stå der oppe på toppen af den enorme mur, og fyre den af for fuld udblæsning i Londons O2 arena. For at gøre det helt vildt for os fans, sluttede showet den aften af, med at David Gilmour og også Nick Mason kom med på scenen, og spillede med på "Outside the Wall".
Det tangerer jo næsten en reunion.

ER det så en reunion? Er den gamle stridsøkse for alvor begravet? Og hvad ligger bag det her med, at Gilmour skylder Waters en tjeneste?.

Vi så de indledende skridt i 2005 til Live 8, hvor de alle fire stod på scenen sammen og Waters nærmest var rørstrømsk (underligt ord) Siden har der også været enkelte klip på Gilmours mange DVD-udgivelser, hvor man ser de to "løbe ind i hinanden" udenfor et studie, og det møde forløb uden nogen fik skåret halsen over.
Faktisk var det her klart og tydeligt at se at der her var tale om et møde mellem to gamle venner.

Men at skulle se de to optræde sammen skulle altså tage 5 år mere. Og dét uden de behøvede Geldof til at overtale dem.
Denne gang var det tydeligvis en direkte invitation eller opfordring fra Gilmour til Waters.
Herunder kan du læse Waters' forklaring af hvad der skete. Det absolut mest spændende i denne historie er at Gilmour tydeligvis måtte bestikke Waters. Vi fandt siden ud af at Gilmour måtte love Waters at komme og spille guitaren på Comfortably Numb til en af Waters The Wall koncerter. Og vi ved jo så i dag, at det skete d.12.maj 2011 i London,

Her er Waters' ord om hændelsen fra dengang :

So here's what happened. Last year, 'The Hoping Foundation' a charity that supports Palestinian refugee kids, (http://www.hopingfoundation.org) put on a fund raiser at Ronnie Scott's Club in London, the idea of which was to raise money by auctioning karaoke performances by various celebrities. David was there as a supporter and was moved to perform an impromptu rendition of George Gershwin's 'Summertime?' which he performed aided and abetted by supermodel Kate Moss.

In the wake of that evening, someone, I think it was David himself, came up with this 'Wouldn't it be funny', idea. What if he (David that is) were to sing the old Teddy Bears song 'To Know Him Is To Love Him' with me (Roger that is), what with us having been so famously at each other's throats for years and years. Get it!!!! Anyway he E-mailed me with this suggestion and I loved it, so then it was just a question of juggling dates and deciding to do 'Wish You Were Here' and 'Comfortably Numb' to round out our little set. Or so I thought, until he sent me a number of very musical and eloquent demos of how we could do the song in two-part harmony. I listened with a sinking heart, knowing that David, with his superior vocal skills, could sing either part standing on his head, whilst I would have to search for a different key and then struggle through hours and hours of routining a performance that lay way outside my vocal comfort zone. To my eternal shame I bottled out and told Dave I would happily do 'Wish You Were Here' and 'C. Numb', but that 'To Know him is to Love him' was beyond me.

Some weeks passed with David cajoling me from time to time, telling me how easy it would be, but I clung resolutely to my fear of failure until one day he made one final entreaty. I quote "If you do 'To Know Him Is To Love Him' for The Hoping Foundation Gig, I'll come and do 'C. Numb' on one of your Wall shows". Well! You could have knocked me down with a feather. How fucking cool! I was blown away. How could I refuse such an offer. I couldn't, there was no way. Generosity trumped fear. And so explaining that I would probably be shite, but if he didn't mind I didn't, I agreed and the rest is history. We did it, and it was fucking great. End of story. Or possibly beginning.


Roger

PS. Just heard from David, he will decide in due course which gig he wants to do, it will be a surprise!

Og her er det jeg bemærker mest ordene "End of Story or possibly beginning"
Kunne det virkelig betyde at de to alpha-hanner kun slutte fred?
Lad os gå videre i Rogers liv, og se hvad tiden bringer...

November 2015. Så udgiver Waters igen livemusik. Den netop overståede fantastiske koncert turnee, med musikken der oprindeligt var fra 1979
Skal selvfølgelig understreges at det ikke kun var en koncertvideo han udgav. Det var en fortælling der løb sideløbende med koncertoptagelserne. En rejse Waters tager gennem Europa og gennem tiden. Han besøger sin farfars grav, George Henry Waters, i Frankrig, hvor han døde under 1. verdenskrig.
Turen ender i Italien ved en mindesten for de faldne krigere ved anden verdenskrig, og deriblandt Waters far Eric Fletcher Waters

Hvor lækkert den "The Wall" koncert end var, og den forrige turnee med for den sags skyld, så ændrer det ikke det faktum, at Waters ikke har udgivet et nyt rockalbum siden 1992.

Og i 2017 har Amused to Death så 25 års jubilæum. Vi kunne også være grove og skrive at Waters' skriveblokering har 25 års jubilæum, men nu skal vi være søde. Det skal da fejres, at Amused to Death har jubilæum, så det gør James Guthrie og Joel Plante. Det gør de godt nok allerede i 2015 / 2016. De to, lad os kalde dem genier, tager originalbåndene fra indspilningerne i 1992 og laver dem om til et 5.1 surround mix.
Det er stadig ikke ny musik, men et kæmpe løft til den velkendte plade.

Ligesom når Gilmour udgiver sine Liveplader, er det muligt at købe dem i en stribe forskellige udgaver. Altså kunne man købe genudgivelsen på Blue ray og få den i surround. Man kunne også købe en genindspilning på CD. Det var så ikke kun en genudgivelse, men der var nogle små ændringer hist og her - så små at man virkelig skal være nørd for at opdage dem.

Endelig sker det. Ønsket om at det skulle ske, har været hos fans lige sinden 1992. Rygterne har svirret i tiltagende grad siden årtusindeskiftet. Titler på pladen og temaer for teksterne har været opppe flere gange. Enkeltnumre, som efter sigende skulle høre til en kommende plade, har været fremme også siden årtusindeskiftet Første tilfælde jeg kommer til at tænke på er Each Small Candle, men ved live koncerter gennem årene, har han præsenteret flere numre. Ingen af delene blev til noget.
2017 udkom så Is This the Life We Really Want? og havde ikke nogle af de titler der havde været fremme, i blandt andet Rolling Stone Magazine. Det var ikke nogle af de numre, der var blevet præsenteret live gennem årene. Leaving Beirut var ikke en del af det, men et dufriskt album lige fra pressen.

Der kan være alle mulige meninger om dette album, og alle mulige sammenligninger med Waters tidligere materiale gennem tiden, og selvfølgelig sammenligninger med Pink Floyds musik. Hvordan man end vender og drejer sagen, så er dette et album fra mesterne selv. Ingen kunne have lavet et sådan album - det har alle Waters kendetegn såsom antikrigs-lyrik og en masse lydbilleder til at understøtte musikken. Waters er tilbage!

Udover de mange år der er gået siden hans seneste albumudgivelse, så er der en anden faktor, der præger denne udgivelse en del. Nigel Godrich. Det er produceren, og hans kendskab til både Pink Floyd og Waters er (var) også rimeligt begrænset. Så selvom det her er Waters, der er tilbage, så har han fået et frisk pust med en producer der er kommet ind udefra.
Det er historisk set også en markant udvikling for Waters, der er ellers er kendt og berygtet for sin nærmest diktatoriske styring af sine projekter.

Men hvor er vi med forholdet mellem de andre medlemmer af Pink Floyd?
Seneste Pink Floyd udgivelse var "The Endless River" i 2014. Det var et sammenkog af rester fra deres forrige udspil, som var Division Bell helt tilbage i 1994.
Alligevel blev denne Pink Floyd plade forudbestilt i så stor stil, at det slog rekorder som det mest forudbestilte album nogensinde på Amazon.
Så stadig er navnet en kæmpe fordel, når man skal sælge sin musik.

Nogen vil gerne tjene penge. Waters til sine unge koner og EMI til nye biler... eller hvad har vi.. Under alle omstændigheder begynder man at kigge på en genudgivelse af Animals.
Noget vi fans har skreget på i årevis og som Waters også har bragt på bane nogle gange

Men den er stadig gal mellem Waters og Gilmour. Vi må se i øjnene, at de to et eller andet sted mellem Gilmours gæsteoptræden i London 2011 er gledet fra hinanden.
Hvis man læser på coveret af Animals Remix, står der med store fede tal "2018".
For pladen var planlagt til at udkomme dengang, men de to alphahanner kæmper stadig mod hinanden. Waters har ikke været sen til at give Gilmour skylden. Gilmour var meget uenig. For ham drejede det sig om et forskrift som Waters havde formuleret meget anderledes end Gilmour ønskede. Korte af de lange, så har deres strid betydet, at det remix i blandt andet 5.1 surround først udkom 4 år senere i 2022.

Lad os kigge på pinkfloyd.com

Hvad forventer du at se, når du går ind på pinkfloyd.com?
Oplysninger om hvad Pink Floyd har lavet gennem årene?
Nyheder om David Gilmour's musik?
Noget om Syd Barret's liv og historie?
Soloudgivelser fra Pink Floyd's medlemmer? F.eks hvornår Mason udsender sin Roundhouse DVD?

Men trak du en streg i sandet og sagde, at du kun ville vide noget om de medlemmer af Pink Floyd, der var med i bandet EFTER 1987?
Når du læser adressen pinkfloyd.com, tænker du så ikke på The Dark Side of the Moon?
Tænker du ikke også på Roger Waters som en del af den store musik?
Hvad synes du er mest relevant: Roger Waters kommende turnee eller Polly Samson seneste bogudgivelse? (Polly? Who the fuck is Polly?)

Jeg prøver at være objektiv, når jeg skriver her på min side. Nogle gange smutter den altså, og lige i den her sag tror jeg nok, at du kan fornemme hvis side jeg er på.

A THEATRE FOR DREAMERS – AN EVENING OF WORDS AND MUSIC WITH POLLY SAMSON AND DAVID GILMOUR

Her til højre er et screendump fra netop pinkfloyd.com. Og det kan godt være at Gilmour hjælper sin kone, ligesom hun også har hjulpet ham gennem tiden.
Og det er bestemt ikke fordi jeg mener, at der ikke er plads til den her slags på deres side, og Gilmour har jo også bidraget med lidt musik til hendes projekt.
Det jeg mener, og som Roger tydeligt også redegør for, er at hvis der også er plads til Polly, så var vi nok en del Pink Floyd fans, som også godt gad at høre om nogle af de ting den-fjerde-Pink-Floyd render rundt og laver.

Desværre er det vi ser her, kampen mellem to alpha-hanner, og jeg personligt synes ikke, at det klæder Gilmour, at være så smålig. Jeg forstår ikke, hvad han frygter at tabe, ved at lade Waters få et lille hjørne, en lille flig, af det navn han var med til at skabe i deres unge dage.

Og live streaming af The von Trappeds er da nok meget sjovt, men det er IKKE Pink Floyd. I hvert fald mener Waters og jeg med for den sags skyld, at hvis der er plads til det, så burde der også være plads til Waters, som i mange fans øjne er ligeså meget Pink Floyd som Gilmour.
Der er jo både reklamer for "Nick Masons Saucerful of Secrets" og for Gilmours "Yes, I Have Ghosts".

Hør Waters opslag på Facebook fra 19 maj 2020 ved at klikke på billedet af waters.

Så Waters er kørt ud på et sidespor. Richard Wright og for den sags skyld Syd Barrett er begge for længest døde. Meget af det er kampen mellem David Gilmour og Roger Waters, men hvad med det sidste medlem Nick Mason? Han har historisk set været et samlingspunkt, og det er han stadig.
Så da Mason rejser rundt med sin - geniale - tour "A Saucerful" har han stadig kontakt med Waters. Var du inde og se Mason? Han stiller sig op, på et tidspunkt, og taler om den Gonggong som skal indgå i nummeret. At nu har Mason altid bare måtte se på, for det var altid Waters der slog på gonggongen, men nu var det Masons tour og han kunne selv få lov. (Mason har altid haft en fantastisk humor og lune). Da de kommer til New York april 2019 med deres tour... er Waters inviteret på scenen, og er med på "Set the Controls for the Heart of the Sun"... og straks er Waters over "sin" elskede gonggong.
Ja rigtig god humor, men her i denne fortælling mest et bevis på sammenholdet mellem Mason og Waters.

Så kom Corona og lukkede verden ned. Waters var ellers gået igen med seriøs planlægning af sin kommende tour: This is not a drill.

Det startede med at være en meget politisk kampagne mest rettet mod præsidentvalget i USA, hvor Waters ville gøre sit til at Trump ikke blev genvalgt.
Som sagt blev touren stoppet af Corona, men Trump vandt ikke valget alligevel.
Waters holdt fast i sin tourplan, og da Coronaen er klinget af, går han videre.
Nu jeg skriver det her, er han rundt i USA (America First) men de er begyndt at lægge europæiske datoer op... mon Gilmour møder op hvis han kommer til London? Mon dog.

Som alle andre der laver hjemmesider, vil jeg også gerne høre din mening om denne side. Så hvis du har læst hele vejen her ned til bunden af Roger Waters' side, så må du da have fundet den lidt interessant.
Vær rar at skrive et par ord i min gæstebog[ Skriv i min Gæstebog ] - [ Læs min Gæstebog]
Eller skriv direkte til mig pinkfloyd@pinkfloydhyldest. (tilføj selv dk - jeg er træt af spam.)