Richard WrightRichard Wright
Richard William Wright blev født i London i 28. juli 1943 og døde 15. september 2008
At han kunne spille keyboard er ingen vist i tvivl om, men vidste du at han kun havde gået 2 uger på London College of Music. Han lærte måske meget hurtigt, denne Wright.
Wright søgte som syttenårig ind på Londons polytekniske skole hvor han som bekendt mødte Waters og Mason. De begyndte som bekendt at spille sammen og først senere kom Barrett ind i billedet.
Wright var altså med i Floyd helt tilbage fra dengang de hed "Sigma 6" og "The Screaming Abdabs". Alligevel "fyrede"
Waters ham under indspilningerne af The Wall
i 1978 og Wright fortsatte kun som hyret musikker.
Så da Mason og Gilmour i 1987 begyndte på A
Momentary Laspe of Reason var Wright stadig ikke juridisk med i Pink Floyd. Det var han så igen da retsagerne
mod Waters var overstået og man gik i gang med Division Bell
Det siges at dengang Barrett stadig var med, arbejdede de to meget tæt sammen. Det kan høres på vokalarbejdet, hvor Wright var den der bedst "faldt ind" med Barretts vokal.
Wright har i mange perioder været meget aktiv som både komponist og medkomponist i Floyds karriere.
Alligevel betragtedes han af mange som et meget anonym bandmedlem.
Mest kendte Floydnummer Wright
står bag, er nok "The Great Gig in the Sky", som Clare Tory senere har forsøgt at tage
æren for.
Wright selvfølgelig mest kendt for sit keyboardspil, som f.eks. på "Us and Them" og
hos mig er han derigennem kendt for at bibeholde det mere psykedeliske islæt i Floyds musik.
For selvom
han måske ikke direkte komponerede musikken, har han, som alle de andre medlemmer, haft sin indflydelse
på udformningen af det endelige resultat. Bedste bevis på dette finder du ved at lytte til forskellen
på "A Momentary Lapse of Reason" og "Division Bell", hvor sidstnævnte har langt mere af den så velkendte
Floydske "syrelyd".
Netop "Division Bell" var Wright med i Floyd igen efter mange år "ude i kulden".
Med tiden er der tydeligvis andre der har fået øjnene op for Wrights vigtighed i Pink Floyds musik, for i 2014 udkom som bekendt The Endless River som er en lang hyldest til netop Wright. Hvis du kigger på hvem der har komponeret sangene, vil du opdage at Wright står opført som komponist på de fleste sange.
Vil du gerne vide, hvad der formede Wrights musiksmag, så kan hans egen side give et meget bedre indblik i
det, end jeg kan.
Richard Wright Official Richard Wright Website
Især denne side der har to afdelinger "INSPIRED BY" og "MOST LOVED". At Wright havde en så bred musiksmag, kan
næppe overraske nogen, men det er stadig sjovt at se, hvad præcist det er, Wright satte på, når han skulle høre
noget musik der kunne bevæge ham. Jeg har, ud fra hans website, lavet en playliste på Spotify.
Wet Dream
I 1978 gik Wright, ligesom Gilmour, ud og lavede en soloplade.
Alt er selvfølgelig
smag og behag, men selv Wright har indrømmet at denne plade var lige lovlig amatøragtig. Det er
selvfølgelig ikke en amatør der har lavet pladen, men jeg giver ham ret i at den mangler en hel
del.
Pladen blev da også lavet mest af skattemæssige årsager, ligesom Gilmours første solo-projekt, der som nævnt blev lavet omkring samme tid.
Vi Pink Floyd fans vil nok finde det interessant, at Snowy White spiller guitaren på denne
plade - selvom guitar ikke er det instrument man hører mest på pladen. Klaver og
synthesizer er, ikke særligt overraskende, det mest markante lydbillede.
Til trods for at Wright har omtalt Wet Dream som "an experimental mistake", har hans børn 15 år efter hans død, valgt
at genudgive pladen.
For at løfte den fra 1978 til 2023, har de fået en kendt englænder Steven Wilson til at remixe den.
Så på det der skulle have været Wrights 80 års fødselsdag 28.juli 2023, udkom pladen på CD og streaming.
Senere i 2023 udkom den så også på blå vinyl og på Blu-Ray med blandt andet et 5.1 mix, som den gode Wilson er så berømt for.
Identity
Under navnet Zee var Wright med til at danne en gruppe der lavede denne eksperimenterende plade.
Og ifølge Wright var det alt denne plade var : Eksperimenterende. Det jeg selv har hørt fra den og hørt om den bekræfter hvad Wright udtaler..........
Broken China
Denne plade kaldes sjovt nok "den tredje plade", og er meget andet end amatøragtig og eksperimenterende. Det er
selvfølgelig stadig et spørgsmål om smag, men denne gang er pladen gennemført. Den faldt i Wrights egen smag og også
kritikkerne og fansne tog den til sig.
Jeg synes at musikken er dyster, men den er syret, hvilket jeg godt kan lide ved musik -ellers lyttede jeg vel ikke til Floyd.
Sammenlignet med f.eks. Gilmours solo-projekter, er denne plade langt tættere på det man kender fra Floyd. Det er en plade der kræver
at man sætter sig ned foran et godt stereoanlæg, så man får hele lydbilledet med.
Den starter med en intro der minder grangiveligt
om den du hører på "Division Bell" eller det der blev "spillet" til deres koncerter før Floyd går på scenen.
Wright har fået Sinead O'Connor til at synge med på to numre, hvilket bestemt også falder i min smag, da Wrights stemme,
som jeg startede med at skrive, godt kan lyde meget dyster. Sinead's stemme passer rigtigt fint ind her.
Jeg kan ikke lade være
med at tænke på om der ligger noget dybere i dét at Wright bruger Sinead O'Conner. Her tænker jeg på
"The Wall -Live in Berlin" hvor Waters og O'Conner vist blev meget uvenner - kan
det her være en slags hån mod Waters????
Omkring 2007 begyndte jungletrommerne at fortælle at Wright var igang med et nyt solo-projekt. Jeg personligt glædede mig til at høre denne nye plade. Jeg ved ikke hvor langt Wright nåede med sit projekt...
Mandag d.15. september 2008 døde Richard Wright af kræft i en alder af bare 65 år.
Jeg fik "frosset en kopi" af Roger Waters hjemmeside, som han reserverede helt alene til at skrive et par mindeord om sin tidligere kollega. Se den her
Også Gilmour var selvfølgelig meget berørt af dette store tab. Han skrev disse ord på sin hjemmeside
