David Gilmour

David John Gilmour blev født 6. marts 1946 i Grantchester udenfor Cambridge i England og det gør ham til det yngste medlem af Pink Floyd.

Inden Gilmour kom med i Pink Floyd, spillede han i andre små bands, som f.eks. Joker's Wild, der var det eneste de bands han spillede i, der fik udgivet en plade. Så da han blev spurgt om han ville med i det kendte band Pink Floyd, takkede han straks ja.

Jeg fik i 1987 at vide, fra en på MTV-Europe, at Gilmour også havde arbejdet som fotomodel, og det har jeg så først i 2006 fået bekræftet. Det var dog en kort karriere.

I hvert fald var Gilmours ankomst til Floyd tiltrængt. I sommeren '67 havde Floyd haft stor succes og spillet for fulde huse, men nu da Syd Barrett var så langt ude i tovene, spillede de for halvfyldte sale.
Siden hen må Floyd også siges at have nydt godt af at have fået sådan et geni med i gruppen.
Onde tunger kunne sige at Gilmour ikke var "rigtigt" Floyd medlem, da han var den sidst ankomne, men det er vist en gammel historie og langt fra sandheden bl.a. fordi :

1) Bandet havde jo ikke fungeret særligt længe, før Gilmour kom til.
2) Alle de helt store succeser er kommet i den tid Gilmour var med. Barret æraen var i den grad eksperimenterende og fandt aldrig fodfæste - Det har Floyd siden gjort !
3) Barrett kom selv ind da Waters, Wright og Mason havde startet et band, og var således ikke selv med fra starten.
4) Det var Gilmour der lærte Barrett at spille guitar. Ikke at Barrett var håbløs selv, men han fik mange små fif fra Gilmour i tiden før Pink Floyd.

Jeg tror ikke mange kunne forestille sig Floyd uden Gilmours guitar.
Hvem kunne spille Comfortably Numb som Gilmour gjorde det på Pulse touren ? Hvem kunne spille lap steel guitar som Gilmour på One of These Days ?
Siden Waters forlod Floyd, har Gilmour været primus motor i Floyd. Det er der, og vil der altid være, mange meninger om i Pink Floyd kredse. Jo mere nørdet fan - jo mere klar holdning til emnet.
Og det er fint. Det man skal huske, er at der er mange faser i Pink Floyds karriere og de er alle meget forskellige rent musikalsk. Så hvis du er til det tidlige Syd Barrett musik, er der lysår til det univers Pink Floyd levede videre i fra 1987 og frem.
Min personlige holdning er, at jeg helst så fred mellem medlemmerne, og gerne at de lavede musik sammen som i bandets storhedstid.
Med Gilmour ved roret, lavede Floyd stadig ægte syremusik, som kun Floyd kan gøre det.

Jeg kan jo prale af at have mødt denne mand, og kan derfor også fortælle at han er en ganske fin fyr - helt nede på jorden. Ingen stjernenykker men en lun humor

Gå til siden med Gilmours første soloprojekt

Som så mange andre musikere, ville også Floyds medlemmer prøve at stå på egne ben.
25.Maj 1978 udgiver Gilmour en soloplade. Med sig på pladen har han bl.a. bassisten Rick Wills og trommeslageren Willie Wilson som han spillede sammen med før han kom med i Pink Floyd. Et af numrene er skrevet sammen med Roy Harper - ham der sang med på Wish You Where Here, og som Gilmour har kendt siden sine dage før Floyd.

Pladen er efter min smag behagelig. Det er ikke en Floyd plade, og derfor er den ikke særligt "syret". Hvis ikke jeg kendte ham fra Floyd, ville jeg næppe have købt pladen nogensinde. Nu har jeg altså købt den og nyder den. Han er uden tvivl en god musiker.
Når man kender hans soloprojekter, er man heller ikke i tvivl om at det er ham der står bag pladerne "A Momentary Lapse of Reason" og "The Division Bell". Man er heller ikke i tvivl om at han også behøver Mason og ikke mindst Wright for at få den syrede Floyd stil frem.
Det har Gilmour da også erkendt i et interview senere, at man behøver bandet til at "glatte ujævnhederne ud" som han udtrykte det.

Besøg siden med teksterne til Gilmours plade About Face

About Face kan vist nemmest oversættes med "en kovending".
Jeg husker at Gilmour dengang blev spurgt, i et interview, om det så var en sådan kovending. Det fik man ikke helt svar på, og musikalsk set er det ikke nogen revolution. Set i bakspejlet, kan det godt have ligget i kortene, at der var en del ting der var ved at ændre sig i Gilmours musikalske karriere.
Jeg tænker selvfølgelig på at der på dette tidspunkt i Pink Floyd er en del rivalisering mellem Gilmour og Waters, og at Pink Floyd som vi har kendt det siden 1968 var ved at være slut.
Vi ved i dag at Gilmour 3 år senere valgte at fortsætte Pink Floyd uden Waters, men det var næppe på tale dengang i 1984. Eller anede Gilmour allerede dengang, hvad vej han var nød til at gå?

Musikalsk minder denne plade meget om hans første plade. Det er Gilmour det her, og det er fint, for han er i mine øjne en særdeles god musiker. Jeg savner igen lidt af Floyds psykedeliske træk, men lad nu det ligge.

Det er muligt at finde nogle optagelser af Gilmour der spiller numre fra disse to plader live på Youtube. Det er dog alle gamle optagelser, da Gilmours hverken på "Live in Concert", "Live the Royal Albert Hall", "Live in Gdansk" eller i Pompei spiller noget fra de her to, "David Gilmour" og "About Face".
Det synes jeg er ærgeligt, for jeg synes der er nogle fede numre på begge plader. Det synes Gilmour dog ikke selv. Så hvis man vil høre noget fra disse to plader, må man ud og købe dem eller som sagt søge på tuben.

Som sagt besluttede Gilmour sig for at gå videre med Pink Floyd uden Waters. Waters ville arbejde videre alene. Det var offentligt kendt, at der var kold luft mellem Waters og Gilmour, men det skulle vise sig at Mason og også Wright fandt sammen med Gilmour, og fortsatte det gode arbejde under navnet Pink Floyd.
Som bekendt kom den første plade under Gilmours ledelse 1987. Meget af arbejdet var blevet lavet på Gilmours nyerhvervede husbåd, som var et veritabelt pladestudie.
Så for at vende tilbage til ordet "Kovending" så sker der en del ændringer i Gilmours liv i disse år.
Ikke at jeg ynder at bringe bandets privatliv ind her, men Gilmour mistede først sit kørekort (Godt nok kun for en periode) og senere blev han også skilt (først nogle år senere). Så det var en turbulent periode.

Men han har fundet sine fødder og plantet dem solidt i den engelske muld. Og da Pink Floyd ikke kommer ud med noget nyt, ser vi David Gilmour ved Meltdown koncerten 22. Juni 2001.

Her i starten af det nye årtusinde er Pink Floyd for-historie. Trods utallige rygter bliver det aldrig hvad det har været. Det blev godt nok til dels modbevist i 2014, da The Endless River udkom, men det var ikke og blev ikke til mere end det.
2005 var der den helt store reunion, hvor alle 4 medlemmer fra storhedstiden optrådte sammen, med nogle af de store gamle klassikere.
Men der kom ikke sådan et helt nyt Pink Floyd koncept album efterfulgt af en verdens turne. Og al respekt for det - de er jo ikke 20 år længere.
Men Gilmour har altid været meget aktiv med små projekter ved siden af, og man kan ikke anklage ham for at ligge på den lade side.
Her er det en gammel ven Robert Wyatt, der laver denne meltdown-koncert i Royal Albert Hall.

Det var sådan lidt i retningen af en "unplugged" koncert, med et relativt lille publikum. Denne koncert er så udkommet på DVD. "David Gilmour in concert" hedder den. Og er man stor Floyd fan, så tror jeg at man vil være vild med denne koncert.

Der kommer mange syrede udgaver af de gamle numre. Især fra pladen "Wish You Where Here", men selvfølgelig også to udgaver af "Comfortably numb". Der er også to Barrett numre og sågar et nummer af Bizet (Er det ikke opera ?).
Men som nævnt tidligere på siden, er der ikke noget fra hans egne soloplader.

Så selvom Floyd er "gået på pension" er der stadig liv i denne superguitarist. On an Island er endnu et skud på stammen af solo-plader. Som man kan regne ud ved at læse øverst på denne side, blev Gilmour 60 år 6. marts 2006. I den forbindelse fik verden en fødselsdagsgave af Gilmour i form af en ny soloplade.

Flere forskellige kunstnere og personer havde hjulpet Gilmour med at skrive musik og tekster til denne plade. På ovennævnte "Live in Concert" fremførte Gilmour et nyt nummer der hed "Smile". Dét nummer er så i studieudgave her på pladen og er forøvrigt skrevet sammen med hans kone Polly Samson. Altså igen som de to forgående plader, har Gilmour fået hjælp til at skrive sangene og har sideløbende arbejdet med musikken på sin båd Astoria.

Pladen efterfulgtes af en lile turnee til udvalgte steder i Europa og USA.
Gilmour mente selv at han var for gammel til at starte på en større turnee. Han kunne med garanti sælge fire gange så mange billetter, men nej.

Gilmour fik i samme forbindelse sin egen hjemmeside : davidgilmour.com der stadig den dag i dag opdateres med mange dejlige nyheder om hvad han foretager sig. Og så selvfølgelig rigtig mange foto's fra Gilmours seneste virke, hovedsageligt taget af hans kone Polly.

Selvom denne koncert-turnee som sagt var relativt begrænset, kom der alligevel noget ud af det i form af live-udgivelser. Mange betragtede koncertens højdepunkt som værrende de to koncerter Gilmour spillede i Royal Albert Hall ca. to måneder inde i turneen.

Her havde Gilmour en stribe kendte navne med på scenen. Mest kendt var nok David Bowie, der altid har været stor fan af Barretts musik, og derfor sang Arnold Layne.

Så selvom det ikke var så forbandet længe siden Gilmour havde udgivet en live-DVD fra netop Albert Hall, så var her en kærkommen lejlighed til endnu en. Først kom nævnte Arnold Layne som single med både Bowie og så Rick Wrights versioner, siden kom så en dobbelt DVD.
At Gilmour ikke er bange for at gå nye veje, viste han ved at promote DVDen med en live-seance fra London til flere biografer rundt om i Europa. Gilmour kom på scenen og spillede det indledende nummer og så gled man over i udpluk fra DVDen. Efter det kom Gilmour igen live fra London på scenen og besvarede spørgsmål fra publikum -indsamlet via nettet tidligere på ugen.
Forøvrigt den første udgivelse fra Pink Floyd / Gilmour i HD-kvalitet. Læs mere her

Her stopper festen ikke. Med til at lave "On an Island" havde han også hjælp fra to polske musikkere.

Om det var den direkte årsag, ved jeg ikke, men under alle omstændigheder, fik Gilmour en invitation fra Polen til at fejre Solidarnosc 25 års jubilæum. Så 2007 opførte Gilmour et show på skibsværftet i Gdansk. En koncert der nok på mange måde overgik førnævnte koncerter i Royal Albert Hall.
Altså udgav Gilmour endnu mere livemusik allerede i 2008!
Udgivelserne der er også overgik alt hvad man tidligere har set (Læs her) begrænsede sig ikke kun til koncerten i Polen, men bragte godbider fra hele Gilmours "On an Island" tour.

Gå til siden Live in GdanskRandom masn with Dog

En Vblogger fra England blev pludselig berømt i februar 2016. Hun lagede et bilede op, af en ældre herre, der var ude og gå med sin hund på stranden i Brighton.
"Random man and his dog"
Det sjove var selvfølgelig, at hun ikke var klar over, at det ikke var nogen almindelig mand. Det var vores guitar gud.
Jeg er dog rimeligt sikker på at Gilmour har værdsat at blive betragtet som en "almindelig" fyr.
Det har altid været tydeligt hvordan medlemmerne af Pink Floyd fra starten af har holdt sig i baggrunden, og ladet musikken og lysshowet tale deres eget sprog. Meget langt fra Mick Jagger, Elton John eller Freddie Mercury. Ikke for på nogen måde at nedgøre disse tre, men bare for at slynge nogle eksempler ud, på musikkere der i ligeså hæj grad prommoverer sig selv - deres personer.

Ligesom den velkendte "hemmelighed" om at Pink Floyd, under en tidlig Atom Heart Mother koncert, forlod scenen da de var færdige, ved at gå ned gennem publikum og ud af dørene til salen. De var selvfølgelig heller ikke så kendte dengang.

Almindelig gammel mand eller ej, så kunne jeg da godt tænke mig, at han kunne slappe lidt af. Det er jo ikke til at nå at opdatere pinkfloydhyldest.dk hurtigt nok, sådan som han farer rundt og laver musik hele tiden. Jeg troede at det ville være en dans på roser, at lave en hjemmeside om et band, der lavede deres sidste plade i 1994. Jeg tog fejl. Også at det var deres sidste plade dengang, for der kom jo også en i 2014, men kan de da ikke slappe af og nyde deres alderdom? Gå en tur på stranden med hunden? Hvem udgiver en ny plade og starter en tourne som 60 årig? (i 2006)

Gilmour udgiver så OGSÅ en plade igen som 69 årig. Næsten sideløbende med udgivelsen af et nyt Pink Floyd album.

For lige at vende tilbage til "Random Man", så lever Gilmour ikke på sit Torneroseslot, og sender alle andre ned i byen, hvis han vil have en flaske vin. Han rejser rundt og besøger venner og bekendte, og der har før været billeder på nettet af Gilmour på den lokale togstation.
Temaet, eller hvad man kalder de 5 toner der går igen i titelnummeret på Rattle That Lock, er taget fra det pausesignal der er i højttalerne på de franske togstationer. Gilmour faldt for de fem toner, og holdt sin telefon op mod højttalerne, og optog det, for sidenhen at bruge det i sin melodi. Hvor vil jeg hen med den historie? Ja bare i forlængelse af det jeg skrev herover, fortælle at hverken han, eller de andre medlemmer af Pink Floyd, har så opskruede tanker om sig selv. De er ganske jordnære.

Så var vi i biograffen igen.
Som en dejlig tradition hos både Waters og Gilmour, når de vil introducere deres seneste udgivelser. Og nu var det Gilmour der havde noget på hjertet.
Så fik vi mulighed for at se nogle blege Pink Floyd nørder, der vovede sig ud af deres huler og væk fra deres vinylsamling, for at se deres guitarhelt "Live in Action". Nåja helt live var det ikke, men det var da live optagelser.

Stedet for denne koncert ringer jo skønt i ørerne på gamle Pink Floyd fans. Som bekendt er det her man filmede og optog en live koncert. Dengang dog uden publikum.
Det var lige få sekunder før de blev superstjerner med The Dark Side of the Moon.

Gå ind og besøg Glimours egen side. Der er links og så er der også små smagsprøver: Gilmour
ellers er den selvfølgelig udgivet på adskillige medier - vinyl, Blu Ray og hvad har vi.

Da coronaen ramte verden, gik familien Gilmour heller ikke fri. De benyttede dog lejligheden til at lave nogle live sessions, som de kaldte "The von Trapped" hvor stort set hele familien sad og spillede og sang eller læste op af bøger.

Behøver jeg at sige, at navnet er taget fra Sound of Music, som omhandler familien von Trapp? Helt ærligt så jeg aldrig nogle af disse livestreaminger. De er startet omkring april 2020 og de kan stadig i stor stil genses på You Tube eller på Gilmours Facebook side, hvis du glippede dem.

I starten var de her Von Trapped sessions meget præget af at være promoveringer for en ny bog skrevet at Gilmours kone Polly Samsons. De udviklede sig dog til at være meget blandet underholdning. Der er en del musik, hvor man blandt andet kan fremhæve Gilour spiller Leonard Cohens "Bird on a Wire". Og da Gilmour og konen lavede noget musik i forbindelse med hendes bogudgivelse, kom Gilmour også til at arbejde sammen med sin datter Romany.

Yes, I Have Ghosts
Tekst er skrevet af Polly Samson men med Gilmours datter Romany Gilmour på harpe og vokal. Så hvis du surfer enten hans Facebook side eller Tuben, kan du se nogle tidlige versioner af dette nummer, der beyndte at dukke op omkring juni 2020.

Nogle af dem man ser rende rundt på disse von Trapped streaminger, er Gilmours (adoptiv-) søn Charlie og en del af hans familie. Charlies kone er fra Ukraine, så da Ukraine bliver invaderet, kommer det hele lidt tættere på familien.

30.marts 2022 udgiver Pink Floyd derfor "Hey Hey Ris up"
Det bliver en sang der får meget kritik for den manglende kunstneriske værdi. Det kritikerne dog misser, er at pointen ikke var at udgive nyt Pink Floyd musik. Ideen var at bruge navnet Pink Floyd som platform, til at rejse en masse penge og ikke mindst opmærksomhed om situationen i Ukraine.
Det sidste tal jeg hørte, var at sangen havde rejst £ 500.000